FYI

Undersøgelse

Mange kvinder har en tendens til at rødme voldsomt, begynde at hviske eller spagt sige "uhh, det ved jeg ikke rigtig", hvis man spørger til deres drømme, ambitioner eller forestillinger om lykken. Og hvis de til sidst kommer med et svar, handler svaret ofte om noget helt andet end deres egne personlige drømme, ønsker og behov: enten noget meget nært og kært i form af børnenes og familiens lykke, eller noget ekstremt fjernt sÅsom "fred på jorden". Deres egne store drømme fraredigerer de konsekvent. Det er svært at sige, om det skyldes jantelov; frygten for fiasko; at deres egne drømme reelt er uløseligt forbundet med familiens fælles lykke; falsk beskedenhed; trangen til at beholde nogle små eventyr hemmelige for alle andre end sig selv; opfattelsen af, at det er mest sympatisk at tænke pÅ andre end sig selv; frygten for, at hovedet skal blive hugget af kyllingen, før den er født -eller at det simpelthen er for svært at tænke så abstrakt, som man har tendens til at gøre, sÅ snart begreber som drømme og lykke er i spil. Det varierer fra kvinde til kvinde og ofte er det nok en blanding af samtlige begrundelser, der er i spil. Men resultatet er det samme: Det kan være meget svært at finde ud, hvad kvinderne egentlig drømmer om, ønsker sig eller stræber efter.

Og det har nogle uheldige konsekvenser i erhvervslivet:

Når man ikke kender deres drømme, kan det være svært at hjælpe med at opfylde dem. Derfor risikerer mange kvinder af føle sig overset og forbigÅet ved forfremmelser og opgavefordelinger. Fordi de troede alle andre da måtte kunne tænke sig til, at det var deres drømmejob -men ingen andre var reelt klar over, at de overhovedet kunne have haft lyst til at søge.

-                          

Det fejlfortolkes ofte som manglende ambitioner eller drive, hvis man ikke straks slynger ud, at man ser sig selv som administrerende direktør om fem år, selvom det nølende svar måske reelt handler om, at man har endnu større ambitioner, men ikke er klar til at sætte ord på dem endnu.

-                          

det kan forekomme nemmere, mere sympatisk og "ufarligt" for den enkelte kvinde i den konkrete situation at glide af pÅ spørgsmålet ved at sige noget forblommet om børnene -selvom hun reelt også drømmer om alt muligt andet. Men når tilstrækkeligt mange kvinder benytter sig konsekvent af den strategi, er det med til at cementere opfattelsen af, at kvinder især har ambitioner om at skabe den optimale familielykken -og at arbejdsambitionerne altid kommer senere i rækken. Og de få kvinder, der bramfrit sætter ord på deres drømme og karriereambitioner, kommer til at "larme" endnu mere og lyde mere egoistiske, end de ellers ville have gjort.

Drømmene trives i bedste velgående

Men kvababbelsen ved at sætte ord på drømmene, varer kun sÅ længe, snakken handler om det ultimative, det uopnåelige og det abstrakte. SÅ snart talen falder pÅ de mere konkrete drømme om at forandre sit liv eller sin hverdag, bobler det frem med drømme og løsningsstrategier. Og ligesom vi så det i afsnittet "Ambitioner er ikke bare ambitioner", er der stor forskel på, hvad kvinderne drømmer om. Drømmene falder groft sagt i 6 hovedkategorier:

-                          

Drømmen om at skabe sin egen virksomhed: Ved at skabe sit eget firma, kan man fokusere pÅ de arbejdsopgaver, man i særlig høj grad sætter pris på. Man vælger selv sine kolleger eller samarbejdspartnere og kan gøre tingene pÅ nye måder. Man slipper for at skulle gå pÅ kompromis med sig selv, sine værdier og sin faglighed. Og man har ambitioner om at vise "de store", hvordan tingene kunne gøres meget bedre. Selvom man ofte fÅr mere fleksibilitet med i købet, er det sjældent det i sig selv, der er drivkraften i denne drøm. Det er de faglige ambitioner og drømmene om at gøre en forskel og bevise sit værd, der primært er i spil.

I praksis kommer drømmen ofte til udtryk ved, at en kvinde pÅ toppen af sin karriere og med udsigt til mange prestigefyldte topposter, stempler ud af det traditionelle arbejdsmarked for i stedet at agere som specialkonsulent og bestyrelseskvinde i det "parallelle arbejdsmarked".

 -

Drømmen om det fleksible arbejdsliv: Mange smÅbørnsmødre leger med tanken om at gå på deltid, mens børnene er små -velvidende, at omkostningen typisk vil være mindre, at de i en periode må drosle ned for deres andre ambitioner.

I praksis kommer drømmen oftest til udtryk ved, at man planlægger sin karriere i form af temposkift, hvor man i nogle år accepterer et par år med mindre fokus pÅ de arbejdsmæssige udfordringer, men til gengæld planlægger at give den fuld gas igen, når børnene er blevet lidt større. Eller ved at blive freelancer, sÅ man stadig får udlevet nogle af sine arbejdsambitioner, men i mere fleksible rammer. Selv om begge drømme i praksis ofte ender med, at kvinden bliver selvstændig, er drømmen om det fleksible liv ikke at forveksle med drømmen om at starte egen virksomhed, da det primært handler om at skabe fleksible rammer og work-life-balance, og ikke om at sætte en ny dagsorden eller vækste virksomheden.

-                          

Drømmen om at skifte spor: Efter nogle år på arbejdsmarkedet erkender mange, at de mÅske valgte den forkerte studieretning eller endte i det forkerte karrierespor. Når de har set tilstrækkeligt mange koncepter, rapporter, regnskaber og værdigrundlag ryge i vasken, fÅr de nok af virtuel brandslukning og oppustede varmluftballoner og begynder i stedet at drømme om mere praktiske og håndgribelige fag.

I praksis kommer drømmen ofte til udtryk ved, at man vælger en efteruddannelse eller omskoling til nogle langt mere håndgribelige fag i form af håndværker, sygeplejerske eller skolelærer kan man virkelig være med til at rykke ved noget.

Drømmen om topjobbet: Mange erhvervskvinder HAR store ambitioner om at nÅ til tops indenfor de store organisationer. Og de HAR gjort sig en masse tanker om, hvad deres strategiske træk skal være fremover. De vil gerne være med der, hvor beslutningerne træffes, de drømmer om betyde noget for mange mennesker, aflægge store regnskaber, sætte aftryk og blive lyttet til.

I praksis kommer drømmen oftest til udtryk ved, at sparrer med sin mentor/coach og sit professionelle netværk om sine næste træk. Og at man, hvis er børn med i ligningen lukker alle andres bebrejdelser ude og selv sætter rammerne for, hvad det vil sige at være en god mor i ens egen optik. 

-

Drømmen om at redde verden -eller i det mindste et par andre: Med alderen udtrykker mange kvinder ønske om at beskæftige sig med noget "meningsfyldt". Det varierer meget fra kvinde til kvinde, hvad der falder ind under kategorien "meningsfyldt" -men for de fleste er det noget med gøre noget for andre end sig selv. Og i det ultimative drømmescenarie vil det ofte involvere noget med at redde liv, arbejde med nødhjælp eller uddanne de kommende generationer.

I praksis kommer drømmen oftest til udtryk ved, at man  videreuddanner sig som coach eller skifte over i HR- eller personaleledelsesfunktioner, for at hjælpe andre til at fÅ en bedre hverdag.

-                          

Drømmen om det store eventyr. Man skal ikke være særlig meget over 20, før det reelt er for sent at realisere barndommens store drømme om at blive primaballerina, sportsstjerne, popsangerinde eller skuespillerinde. Men derfor kan man godt drømme stort. I nogle tilfælde kan drømmen om en Nobelpris, Oscarstatuette eller ministerpost motivere en til at arbejde ekstra målrettet og kompromisløst. I andre tilfælde kan man drømme sig lidt væk fra hverdagen ved tanken om, at der sker noget helt eventyrligt: at man vinder i Lotto, bliver scoret af en prins eller en millionær, bliver opdaget i lufthavnen eller vinder X Factor.

I praksis kommer drømmen oftest til udtryk ved, at man tager et Års orlov og rejser verden rundt pÅ motorcykel, skrive en bog, bor i en fremmed by, maler, mediterer eller tager et kursus i et eller andet, man altid havde drømt om. Og vender tilbage med fornyet inspiration, overskud og flere perspektiver på tilværelsen.

Selvvalgt er velvalgt

Uanset hvilke af drømmene,  kvinderne mÅtte vælge at forfølge, fremstÅr det som om mange af dem på det individuelle plan får et langt bedre liv ud af at træffe et valg, der giver dem mulighed for at forfølge deres drømme. Det kræver mod, modenhed og overskud at træde ud af de traditionelle mønstre og den karrierevej, der lå lige for. Især fordi omgivelserne -jvf paradoks 4 -meget ofte vil anspore dem til at blive i det traditionelle karriereforløb. NÅr en kvinde melder endeligt ud, at hun fra nu af forfølger sin drøm, vil omgivelsernes reaktioner ofte være meget blandede -mange vil være støttende, men lige sÅ mange vil komme med stikpiller og spørge uforskammet direkte ind til deres indtjening som selvstændige, om ikke de er bange for kæmpe huller i CV'et, om de ikke er bange for at spilde deres hjerne, eller om ikke, det er et meget egoistisk valg, nÅr børnene nu skal lide under, at mor skal lege administrerende direktør. Men de kvinder, der trods alt og alle vælger at forfølge drømmen, oplever ofte en stor nyfunden glæde ved at kunne sætte rammerne for sit eget liv -og mod til at gøre noget lignende en anden gang.

PÅ individplan er det faktisk et helt forrygende studie i empowerment. Og mange kvinder, der vælger at forfølge deres drøm, fÅr pludselig mulighed for at løse mange af de grundparadokser, de ellers tumlede med i tilværelsen. Tingene behøver ikke længere være et enten-eller, men bliver i stedet et bÅde-og. Hvad der før føltes som en egoistisk drøm at forfølge -noget, der var sÅ forbudt at drømme om, at man rødmede, hviskede eller pyntede lidt pÅ sandheden,  bliver pludselig til tilværelser, hvor det hele går op i en højere enhed, og man ikke alene udlever sine egne drømme, men ogsÅ får overskud, arbejdsglæde og engagement nok til at være mere for en hel masse andre, end man var, da man trampede småbittert rundt i trædemøllen.  

Men når diskussionen handler om de manglende procenter af kvinder i topledelserne og bestyrelserne, er det samtidig her, meget af svaret skal findes: Mange af de kvinder, der mindst lige sÅ godt kunne have siddet i topledelserne, har i stedet valgt at starte egen virksomhed -og derfor tæller de ikke med i statistikkerne. SÅ længe det "bare" handler om statistikkerne, er det forholdsvis underordnet, om disse kvinder tæller positivt med i topledelses-statistikken eller iværksætterstatistikken. Og hvis de har været tilstrækkeligt højt oppe i systemet, vil det for de flestes vedkommende ikke have betydning for antallet af bestyrelsesposter -nogle selvstændige erhvervskvinder er nærmest "professionelle bestyrelseskvinder" og får det meste af deres indtægt gennem bestyrelsesarbejdet. Men det ER et problem, nÅr det handler om at ændre virksomhederne indefra og hjælpe de nye ledelsesprotokoller og paradigmer pÅ vej. For hvis de selvsamme kvinder var forblevet pÅ deres topposter internt i virksomhederne, kunne de have været med til at ændre mange af tingene indefra, sÅ hverken de selv eller fremtidige generationer ville blive ved med at støde pÅ de samme problemer igen og igen. Nu høres der mÅske et smæld i det øjeblik, de smækker med døren, men derefter fortsætter tingene som om, intet var hændt. Og det er værd at holde sig for øje, inden man smækker med døren: Er det, fordi man gerne vil ændre pÅ rammerne for sit eget liv, skal man selvfølgelig gøre det. Men hvis det mest er ment som en straf til ledelsen, er det ofte spildte kræfter, og man ville kunne udrette langt mere, hvis man blev siddende og kæmpede sig videre op til toppen. Her er det selvfølgelig vigtigt at understrege, at en kvinde i topledelsen ikke nødvendigvis gÅr ind for de nye ledelsesprotokoller -hver kvinde sine ledelsesprincipper, spil og prioriteter -men mange af dem, der vælger at blive selvstændige i stedet for at blive i virksomheden ville typisk have kæmpet for mere mangfoldighed, mere fleksible arbejdsformer, alternative bundlinjer og individuelle karriereforløb, fordi det netop er det nuværende spil, de fravælger. Og alternativet søger de så at skabe i deres egne virksomhed.

Misforståede hensyn til virksomhedens bedste

Blandt de kvinder, der drømmer om at nÅ til tops i karrieren, er der en anden interessant tendens, der gÅr igen og igen -og risikerer at handlingslamme dem pÅ deres vej mod toppen: Mange kvinder har en tendens til at prioritere virksomhedens samlede bedste -eller det de selv tror er til virksomhedens samlede bedste -over deres egne karrieredrømme.

En af kvinderne forklarede undervejs i dybdeinterviewet, hvordan hun skulle opfordres eksplicit flere gange til at søge sit nuværende job, fordi hun selv havde en anden og -viste det sig -misforstået opfattelse af, hvilken profil, der var brug for i stillingen. Og der optrådte lignende historier i flere af de andre dybdeinterview:  

"Processen med mit nuværende job var, at stillingen blev slået op både internt og eksternt. I to eller tre omgange, hvor jeg ikke søgte det, fordi jeg ikke syntes, jeg var kvalificeret. Jeg tænkte, der skulle komme en udefra og virkelig løfte det felt til et nyt niveau. Komme med nogle nye ideer og noget erfaring. Fra en anden stor dansk international virksomhed eller fra udlandet. Og den person er jeg jo ikke. SÅ jeg søgte ikke jobbet. SÅ kom min nuværende chef og sagde "du har ikke søgt jobbet, men jeg kunne rigtig godt tænke mig, at du tog den rolle". SÅ sagde jeg til hende, at jeg syntes, stillingen havde brug for noget, jeg ikke kunne komme med. Og sÅ svarede hun: "Nej, lige dé  kan du måske ikke, men du har arbejdet med det felt i to År allerede og har leveret en masse resultater -og du kender firmaet rigtig godt." Og det synes hun, var vigtigt. Og det syntes vores øverste chef ogsÅ -han ville ogsÅ gerne have, at jeg tog den rolle. Og sÅ tænker man jo også "OK, det ville fandme være Åndssvagt at sige nej." SÅ jeg endte med at sige ja, og jeg er rigtig glad for jobbet nu. Jeg har forsøgt at kompensere for, at jeg selv er intern ved at besætte teamet med folk, der har erfaring med det, vi skal lave her, fra andre virksomheder, der ligner vores. SÅ jeg kan få kompetencerne ind under mig. Og det fungerer faktisk godt -og vi fÅr positiv feedback fra resten af organisationen, der siger, at det vel nok er dejligt at få nogle rigtige specialister at arbejde sammen med. Og at de kan deres kram. SÅ det har vist sig at være fint. Jeg tror stadig, man kan tage det endnu videre ved at erstatte mig med en udefra, der har erfaringen -men jeg tilfører teamet værdi ved at kende forretningen og kunne Åbne de rigtige døre og sige "tag nu at snakke med hende, inden du gør noget."

Det er selvfølgelig en af kvindernes helt store styrker pÅ arbejdsmarkedet, at de tænker mere pÅ organisationen som en helhed. At de pÅ arbejdspladsens vegne gør sig tanker om, hvad synes de, en bestemt ny post har brug for af kompetencer? Hvad der vil opstÅ af bemandingsproblemer andre steder, hvis de selv søger en bestemt stilling? Hvem, der ville egne sig som deres efterfølger? Hvordan det vil gÅ med en vigtig opgave, nÅr de er pÅ barsel.

Noget af forklaringen kan man måske finde i Lisa Marklund og Lotta Snickares bog "Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden" og Lars Einar Engstrøms bog "En mandsschauvinists bekendelser". I begge bøger fremgÅr det med skræmmende tydelighed, hvordan smÅ drenge og piger stadig opdrages til at fastholde de gamle kønsroller. Pigerne bliver de passive tilskuere til drengenes voldsomme leg -og dem, der altid lærer at behovsudskyde, beherske sig selv og ofre sig for det samlede bedste. Og de roller fortsætter pÅ arbejdspladsen, hvor kvinderne ofte holder sig tilbage, venter pÅ, at det bliver deres tur -mens mændene som det naturligste i verden pÅkalder sig og kræver opmærksomhed. Det kan godt være, man selv har ønsker, drømme, ideer og behov -men de udskydes til fordel for fællesskabets bedste -og sÅ meget desto større føles sÅ forræderiet, nÅr de andre ikke ogsÅ udskyder deres behov for at fÅ det hele til at glide, men gÅr benhÅrdt efter at opfylde deres egne behov.

Det er ofte -meget ofte -uretfærdigt. Men det er ligesÅ ofte ogsÅ et spørgsmÅl om at fÅ gjort tilstrækkeligt meget opmærksom pÅ sine egne ønsker og behov. De er svære at tage hensyn til eller højde for, nÅr man ikke kender dem. Desuden kan der herske stor uenighed om, hvad der reelt er til fællesskabets bedste. I nogle tilfælde kan lederne sagtens have forventet, at en kvinde søgte en stilling, der var oplagt for hende -og oven i købet fundet ud af, hvordan de dækker ind under hendes uundværlighed. Men den plan skrider, hvis hun undlader at søge, fordi hun venter pÅ at blive direkte opfordret.

Myten om, at det er "de andres skyld"

I den kvantitative undersøgelse er der to markante tendenser. PÅ de to spørgsmål, der i høj grad handlede om henholdsvis begrænsninger og skuffelser i løbet af karrieren, er der ganske vist mange, der har markeret nogle af typiske udsagn sÅsom "Min leder/chef tog æren for mit arbejde uden at kreditere mig"(33%), "Jeg fik ikke et job, jeg var selvskreven til" (27%), og "En mandlig kollega med dÅrligere kvalifikationer end mig blev forfremmet i stedet for mig" (15%). Men i fritekstfelterne understreger mange af deltagerne, at de aldrig har oplevet nogle af disse ting. LigesÅ markant vælger hele 26% svarmuligheden "Jeg kan ikke genkende nogen af de udsagn" pÅ spørgsmÅlet om, hvad de føler sig begrænsede af. SÅ noget tyder pÅ, at langt fra alle kvinder selv støder pÅ de typiske udfordringer, kvinder forventes at møde, nÅr de navigerer gennem erhvervslivet. Der er næppe nogen tvivl om, at mange af dem findes og fortjener fokus og forandringer -men det er ogsÅ værd at overveje, om der kvinder imellem kan være en tendens til at overfokusere pÅ de særligt grumme historier og glemme at genfortælle solstrÅlehistorierne. FormÅlet er mÅske nok at sætte fokus pÅ ting, der skal forandres, men det indebærer samtidig en risiko for, at vi overfokuserer sÅ meget pÅ udfordringerne, at vi tvinger hinanden ud i selvopfyldende profetier -og dermed fastholder hinanden i et billede af, hvor umuligt det vil være at nÅ til tops. SÅ mange giver op pÅ forhÅnd.   

Den største begrænsning er kvindernes egen usikkerhed

Hensynet til andre -familien, kollegerne eller veninderne - går i daglig tale igen og igen, når kvinder snakker med hinanden om, hvorfor de ikke udlever deres drømme. Derfor er det interessant at se, hvordan kvinderne i den kvantitative undersøgelse meget ofte vælger nogle helt andre svarmuligheder på spørgsmålet om, hvad der begrænser deres udfoldelsesmuligheder: Udover de praktiske ting, vælger de blandt deres tre svarmuligheder "Jeg lader mig tit begrænse af min egen usikkerhed" (29%) og "Jeg har svært ved at leve op til mine egne forventninger om, hvordan livet skal være" (26%). Samtidig ligger både familiens og arbejdspladsens forventninger helt nederst pÅ listen med kun 8% hver. Det tyder sÅledes pÅ, at det især er kvindernes egen usikkerhed, der begrænser dem, snarere end det er et udefrakommende pres eller forventninger fra familien eller arbejdspladsen. Se figur 15. Og det tyder så på, at man nok skulle kunne blive ved med at være noget for alle andre ogsÅ, selvom man begyndte at tænke lidt egoistisk pÅ at arbejde med sin egen usikkerhed eller prøve at realisere sine store forventninger om, hvad tilværelsen skulle byde pÅ. Rigtig mange fÅr oven i købet mere energi og overskud til andre af at fÅ det bedre med sig selv og give deres drømmen en chance. Eller som Lars Einar Engstršm skriver i "En mandschauvinists bekendelser" om fordelene ved at turde tænke stort:

"Hjernen forandres hos mennesker, der fÅr visioner -der dannes ekstra varme i frontallapperne! Dette skaber overskydende hjernekapacitet. "

Det kan du selv gøre:

Skift tempo undervejs i karrieren -og vend det til en fordel

Mange ser forvildede ud i blikket og siger "hvad så med din karriere - der vil jo komme kæmpe huller i dit cv", hvis en erhvervskvinde vælger at tage rejse- eller uddannelsesorlov -eller blive selvstændig et par år. Men hvem siger, at det behøver skade karrieren - det kunne jo tværtimod medvirke til at styrke kompetencerne og give nogle af de nye input, der er så efterspurgte i et arbejdsmarked, hvor der skriges på innovation og nytænkning. Samtidig giver det mulighed for at hellige sig børnene, kunsten eller bogprojekter i en periode undervejs i karrieren - så man ikke går og udskyder alle drømmene til pensionsalderen.

Skab alliancer med de andre

selvstændige, sÅ I bevarer jeres stærke stemme

Mange succesrige erhvervskvinder fÅr et meget mere afbalanceret liv, nÅr de vælger at blive selvstændige. Men samtidig mister de ofte deres stemme i samfundsdebatten og har ikke mulighed for at fÅ lige sÅ spændende opgaver, fordi de er smÅ enkeltkvinde-virksomheder. Her vil det være en god ide at tænke mere strategisk i netværksdannelse virksomhederne imellem, sÅ de kan tage større opgaver ind.

Smæk ikke med døren, hvis det er for at straffe andre. Det bliver ikke hørt nok til at være det værd

Mange kvinder er så trætte af spillet eller den dårlige stemning pÅ arbejdspladsen, at de til sidst siger op med begrundelsen, at "nu kan de ikke holde det ud længere". Eller i det små: lader være med at tømme opvaskemaskinen, hente frugt, altid være den, der laver kaffe. Men det fylder ofte mere for kvinden selv, end for de andre. Nogle gange opdager de anklagede det ikke engang. Så inden man tager drastiske beslutninger, er det vigtigt at sige højt, hvad man er irriteret over eller ønsker sig. Så har andre en mulighed for at ændre pÅ det. Hvis man siger op for at starte sit eget, udleve sine drømme eller fÅ bedre i balance i sit liv, skal man selvfølgelig gøre det. Men hvis formÅlet primært er at give ledelsen en lærestreg, kan man ligesÅ godt spare sig. Det afføder det højst et lille chok i et par dage - ofte ikke på højt nok plan. Og så fortsætter hverdagen som før. Chancen for reelt at ændre på tingenes tilstand og stilstand er meget større, hvis man forsøger at forandre tingene indefra. Hvis vi alle sammen smækker med døren, når vi når tilstrækkeligt højt op i hierarkiet, mens vores mandlige kolleger venter tålmodigt på at komme til toppen, er det klart, at der bliver meget få kvinder tilbage i topledelsen -der reelt kan pÅvirke fremtiden. 

Lad være med at afskrive dig selv pÅ forhÅnd

Lad være med at fravælge dig selv af årsager, du alligevel ikke har overblikket over. Søg drømmejobbet, nÅr du ser det og lad det være op til beslutningstagerne i den anden ende at bedømme, om du har det, der skal til for at løse jobbet. Du aner ikke hvem konkurrenterne er og hvor meget eller hvor lidt, de kan tilbyde sammenlignet med dig -og du aner ikke, om der netop er brug for et wildcard, hvis det er det, du er. Rigtig mange kvinder udtrykker ærgrelse over, at en mand med ringere kompetencer blev forfremmet i stedet for dem selv. Men reelt handler det ofte om, at de selv undlod at søge, fordi de troede stillingen krævede nogle bestemte kompetencer eller erfaringer -mens den dÅrligere kvalificerede mand ikke havde noget problem med at søge. Og viste sig at være fuldt kvalificeret. En anden typisk forklaring pÅ ikke at søge er, at der ikke er nogen til at overtage ens opgaver eller lede de nuværende medarbejdere. Det er et sympatisk træk at tænke større og tage hensyn til andre end sig selv, men fra ens egen stol kan det samtidig være svært at overskue, om det er endnu bedre for den samlede organisation, hvis man selv fÅr en højere post -mÅske har de allerede en klar i kulissen, der kan overtage ens nuværende opgaver.

Træf ikke beslutninger pÅ andre kvinders vegne

Ligesom man fejlagtigt kan komme til at fravælge muligheder pÅ egne vegne, risikerer man ogsÅ ofte at gøre pÅ andres vegne. Ofte sker det i den bedste mening, men der er grund til at være opmærksom pÅ sine egne mønstre, for ellers risikerer man ikke at fÅ gjort andre kvinder tilstrækkeligt opmærksomme pÅ nye muligheder, fordi man lader sine egne drømme, frustrationer og overvejelser spille ind.

Træf ikke beslutninger pÅ andres vegne, pÅ baggrund af dine egne ønsker og drømme. Alt for ofte forwarder man ikke et spændende jobopslag, til en nybagt mor, fordi man er i tvivl, om hun har lyst til et spændende job lige nu. Men man har sjældent forudsætningerne for at vide, om det lige netop var det, der passede godt ind i hendes liv lige nu, hvilken aftale de har derhjemme om karriereplanlægningen. SÅ hellere spørge og lade hende selv afgøre, om det er relevant. Dette gælder ikke alene i erhvervslivet. Igen og igen viser valgforskningen, (find kilde) at kvindelige vælgere ofte undlader at stemme pÅ en kvinde, de ellers gerne ville stemme, fordi de er bekymrede pÅ hendes vegne over, hvordan hun vil fÅ det til at hænge sammen med børnene.  Og ogsÅ her mÅ man sige, at det behøver den enkelte vælger ikke at bekymre sig om pÅ hendes vegne. Det har hun afklaret med sig selv, og fundet en fornuftig løsning pÅ, før hun stillede op.

Regn ikke med, at dine

konkurrenter tænker lige sÅ meget pÅ det samlede bedste

Regn ikke med, at dine konkurrenter tænker lige sÅ meget pÅ det samlede bedste

Bare fordi du selv har regnet dig frem til, at det vil være bedst med en tungere profil, en udefrakommende eller en med nogle helt andre kompetencer end dine egne, er det ikke jo nogen garanti for, at andre er enige - eller at det vil blive den profil, der kommer til at fÅ jobbet. Mange andre -der mÅske er mindre tunge eller erfarne dig, undlader ikke at søge, bare fordi du ofrer dig for det samlede bedste. Og det er ofte her de største frustrationer opstÅr og kvinder brokker sig allermest over sexisme pÅ arbejdspladsen -en yngre og mindre kompetent mand stryger direkte forbi dem pÅ karrieresporet. Men meget ofte skyldes det, at manden søgte, mens kvinden hÅbede pÅ at blive opfordret til at søge.